Traume- og kropsorienteret terapi

Sessioner hos mig

I terapien tager vi udgangspunkt i, at krop og sind hænger tæt sammen – og at begge dele har noget vigtigt at fortælle. Mange af de følelsesmæssige og mentale udfordringer, vi møder i livet, sætter sig ikke kun i tankerne, men også i kroppen som spændinger, uro eller træthed. Omvendt kan fysiske smerter og symptomer ofte have rod i gamle traumer, ubearbejdede følelser eller fastlåste mønstre, som vi endnu ikke er blevet bevidste om. Det er kroppens måde at gøre opmærksom på sig selv og fortælle os, at den har brug for vores opmærksomhed og omsorg.


Derfor arbejder jeg både samtalebaseret og kropsligt – det kan være gennem metoder som tegneterapi, familieopstilling, forskellige øvelser og bevidstgørelse af kroppen gennem åndedræt, bevægelse eller briksarbejde, som altid foregår fuldt påklædt. Det er ikke alle metoder, jeg gør brug af hver gang, men redskaber jeg kan trække på, når det giver mening og understøtter din proces. Jeg arbejder integrativt og nænsomt, og vi undersøger det, der fylder, med respekt for både dine ord og din krops signaler. Samtalen kan give klarhed, indsigt og mening, mens kropslige øvelser kan hjælpe dig med at mærke dig selv, finde ro, sætte grænser og skabe kontakt til det, der ikke altid kan sættes ord på. 


Sessioner hos mig, kan blandt andet støtte dig i at:

Skabe bevægelse og plads i kroppen, dér hvor noget føles spændt, lukket eller overvældet.

Lande mere tydeligt i dig selv, så behov og grænser bliver lettere at mærke og handle på.

Arbejde nænsomt med tidlige traumetilstande, i det tempo din krop kan være med til.

Styrke dine ressourcer, så du ikke kun arbejder med det, der gør ondt, men også med det, der løfter og stabiliserer dig.

Undersøge reaktions- og relationsmønstre, og forstå hvordan dine nuværende responser hænger sammen med tidligere oplevelser.


Mit arbejde handler ikke om at "fikse" dig, men om at støtte dig i at møde dig selv – med nysgerrighed, medfølelse og ærlighed. Vi skaber sammen et trygt og fortroligt rum, og undersøger det, der er vigtigt for dig. Her er der plads til hele dig - både det sårbare, det stærke, det uforståelige og det længselsfulde. Sammen, arbejder vi med at skabe en dybere kontakt til dig selv, din krop og dine relationer.


Sessionerne er á 90 minutters varighed, så der er god tid og plads nok til det, som dukker op

- uden du føler, du skal skynde dig.


Jeg tilbyder altid en gratis og helt uforpligtende telefonsamtale på ca. 20 minutter, så du har mulighed for at mærke efter, om det er det rigtige for dig.


90 min│700 kr.

Ønsker du et terapeutisk rum, men har ikke mulighed for at møde op fysisk?

Så kan online terapi være en tryg og nænsom vej til forandring – lige der, hvor du er. Ligesom i fysiske sessioner tager vi udgangspunkt i det hele menneske – dine tanker, følelser, kropslige fornemmelser og det, der bevæger sig i dig lige nu. Vi arbejder i dit tempo og med de redskaber, der støtter dig bedst. Det kan fx være samtaleterapi, guidede meditationer, visualiseringer og kropsligt nærvær.


Du behøver ikke noget særligt udstyr – blot en stabil internetforbindelse, et roligt sted og en computer eller telefon. Sammen skaber vi et nærværende, fortroligt og støttende rum, selvom vi ikke sidder i sammen fysisk. Online terapi kan være lige så effektivt som fysisk terapi – og for nogle er det netop dét, der gør det muligt at starte eller fortsætte deres udviklingsrejse.

Hvorfor vælge psykoterapi – og hvem er det for?


Psykoterapi kan være relevant for dig, der oplever indre uro, mistrivsel, stress, angst, sorg eller fastlåste mønstre i relationer – men også for dig, der ikke nødvendigvis står midt i en krise. Mange opsøger terapi med en fornemmelse af, at noget ikke føles rigtigt, eller med et ønske om at forstå sig selv bedre og skabe mere sammenhæng i livet.


Psykoterapi er for mennesker i alle livsfaser, som ønsker et fortroligt rum til at undersøge tanker, følelser, reaktioner og relationer. Det kan handle om gamle erfaringer, som stadig fylder i nutiden, om gentagne mønstre, der er svære at bryde, eller om et behov for at finde fodfæste i en overgang i livet. Terapien foregår i dit tempo og tager udgangspunkt i det, der er levende og relevant for dig her og nu.

Hvad er forskellen på en psykolog og en psykoterapeut?


En psykolog er universitetsuddannet inden for psykologi og arbejder ofte med udredning, diagnosticering og behandling af psykiske lidelser. Psykologer er autoriseret af staten, hvor der ofte er fokus på symptomer og diagnoser.


En psykoterapeut har en længerevarende specialiseret efteruddannelse i terapeutisk arbejde, som typisk bygger oven på anden faglig og menneskelig erfaring. Psykoterapeutisk arbejde har ofte fokus på relationen, den personlige proces og på at skabe dybere kontakt til både følelsesmæssige, kropslige og relationelle aspekter af mennesket. Her er der som regel mindre fokus på diagnoser og mere fokus på oplevelse, mønstre, tilknytning og indre sammenhænge.


Psykoterapi kan være et sted, hvor du får mulighed for at lande, blive lyttet til og gradvist opbygge en dybere forståelse af dig selv. Et sted, hvor forandring ikke forceres, men får lov at vokse frem i takt med, at der skabes tryghed, kontakt og mening.

Det er virkelig rart, at tale med en, som forstår ens situation med en pårørende som er misbruger. Camilla lytter, selvom jeg taler i øst og vest, hun kommer med god viden og brugbare råd. Og så spørger hun ind til mig. I min verden handler det meget om min søn, så man glemmer lidt sig selv - men Camilla får mig til at stoppe op og mærke efter. Jeg er meget taknemmelig.


- Kvinde, 52 år

Privatlivspolitik

OK
unsplash